Fire hvide figurer på hver ni meter rejser sig ved stranden nord for Esbjerg. De sidder i hvid beton og kigger ud mod havet, skabt af billedhuggeren Svend Wiig Hansen og afsløret den 28. oktober 1995. Mennesket ved Havet er blevet byens mest markante skulptur — de fire stiliserede skikkelser, der vender ryggen til byen og holder blikket rettet mod vesten. Det er et kunstværk, der stiller sig i én linje med havnen, fiskeriets historie og de fremherskende vinde, som om skulpturerne altid har hørt til her.
At kunstværket overhovedet blev placeret i Esbjerg, skyldes et jubilæum og et tilfælde. Esbjerg Kommune, Statens Kunstfond og private sponsorer gik sammen om at rejse monumentet i anledning af kommunens 100-års jubilæum i 1994. Projektet kostede omkring fire millioner kroner, hvoraf Statens Kunstfond bidrog med en million. Men idéen til skulpturen var langt ældre end det. Svend Wiig Hansen havde allerede i 1954 — over 40 år tidligere — udført en skitse til et monumentalt værk, og han havde oprindeligt tænkt skulpturen til Grenen i Skagen, hvor to have mødes. At værket endte ved Sædding Strand, fortæller noget om, hvordan kunst nogle gange finder sit rette sted ad omveje.
Svend Wiig Hansen var dansk billedhugger, maler, illustrator og grafiker, født i 1922 og død i 1997, kun to år efter skulpturens afsløring. Hans arbejde med Mennesket ved Havet blev et af hans sidste og mest synlige værker. Inspirationen hentede han fra kykladisk kunst — de stramt stiliserede skulpturer fra de græske øer — og fra Påskeøens monolitter, de kolossale stenfigurer, der også vender blikket mod havet. Der er noget arkaisk over de fire figurer, som om de ikke tilhører nutiden, men en dybere og ældre forbindelse mellem menneske og natur. Den reference til oldtidens monumentalkunst giver skulpturen en tyngde, der står i kontrast til Esbjergs unge alder som by.
Placeringen ved Sædding Strand, nord for byen, giver skulpturen en anden tilstedeværelse, end hvis den havde stået midt i byens centrum. Her er der plads omkring værket, luft og horisont, og det skaber en fortælling om grænsen mellem land og hav, mellem det kendte og det ukendte. Esbjerg er en kystby, hvis eksistens er bundet til havet — til fiskeri, til skibsfart, til energi fra vinden og ressourcer fra Nordsøen. Mennesket ved Havet sætter ord på det forhold uden at skulle forklare det. Skulpturerne bliver et monument over den stillestående situation, hvor mennesket står ved bredden og betragter det, der kommer udefra, eller det, der tages fra.
At Esbjerg valgte at markere sit 100-års jubilæum med et kunstværk af den karakter, siger noget om byens selvforståelse. Det blev ikke en statue af en grundlægger eller en buste i bronze. I stedet blev det fire anonyme figurer, uden ansigtstræk, uden individuel identitet. De repræsenterer ikke én person eller én begivenhed, men noget bredere — mennesket generelt i forhold til elementet. Det passer til en by, der ikke er gammel, men som hurtigt er blevet stor og præget af arbejde, industri og havet. En by, der har været mere optaget af at se fremad end bagud, og som har defineret sig gennem sin relation til Vesterhavets muligheder og udfordringer.
I dag er skulpturen en del af hverdagen for mange esbjergensere. Man cykler forbi den, går tur derude eller kører ud med besøgende, der gerne vil se den. Den er reproduceret i postkort og turistbrochurer, men det ændrer ikke ved, at den stadig står der ved stranden og gør det samme, som den gjorde i 1995. Den markerer byens kant, dens forhold til havet og dens vilje til at sætte kunsten ind i landskabet frem for at gemme den væk i en sal.