I de åbne magasiner på Esbjerg Kunstmuseum kan du trække hele samlingen ud på skinner og se præcis, hvad museet ejer. Det er en usædvanlig tilgang til kunsten — ikke kun de værker, kuratoren har valgt til udstillingen, men alle værkerne på udtræksvægge, tilgængelige for enhver besøgende. Det siger noget om museets grundholdning: kunst skal ikke gemmes væk i kældre, men gøres tilgængelig. Hvor mange andre museer holder deres samlinger bag lukkede døre, tilgængelige kun for forskere og fagfolk efter aftale, gør Esbjerg Kunstmuseum det modsatte. Det er en demokratisk gestus, der passer til en havneby uden aristokratiske traditioner — kunsten er her, fordi borgerne selv har villet det, ikke fordi en fyrste donerede sin private samling.
Esbjerg Kunstmuseum startede i 1910 som Esbjerg Kunstforening, grundlagt blandt andre af Niels Hansen. Tidsrammen er væsentlig her: Esbjerg var på det tidspunkt kun godt 40 år gammel, grundlagt i 1868 som Danmarks vestligste havneby. At en så ung by allerede i 1910 etablerede en kunstforening, vidner om ambitioner, der rakte ud over det rent kommercielle. I 1927 fik foreningen sine første lokaler i Esbjerg Bibliotek, og i 1936 opnåede samlingen statsanerkendelse — en anerkendelse, der krævede både kvalitet og stabilitet. Det var først i 1962, at museet flyttede ind i sin nuværende bygning i Byparken — tegnet af arkitekterne Jytte og Ove Tapdrup. Bygningen var den første i provinsen, der fra begyndelsen var opført til formålet at vise kunst. Det var en markering af, at kunsten hørte til i provinsen på egne præmisser, ikke som en fattig slægtning til hovedstadens institutioner.
Placeringen ved Esbjerg Vandtårn med udsigt over havnen binder museet til byens identitet som havneby. Vandtårnet er i sig selv et vartegn, synligt fra store dele af byen, og beliggenheden i Byparken giver museet en central position i byens rum. Det er ikke gemt væk i en villavejsidyl eller placeret i et industrikvarter — det ligger, hvor byens borgere færdes. Siden 1997 har museet desuden været en del af et kulturelt kompleks sammen med Musikhuset Esbjerg. Den sammenbinding af kunstformer — billedkunst og musik under samme tag — afspejler en ambition om at skabe et bredere kulturelt rum i byen, hvor forskellige udtryk kan mødes og understøtte hinanden.
Samlingen på Esbjerg Kunstmuseum rummer værker af Harald Giersing, Edvard Weie, Vilhelm Lundstrøm, Richard Mortensen og Robert Jacobsen samt kunstnerkollektiverne Linien og Linien II. Den konkrete retning og kunst skabt i forlængelse af den konstruktivistiske tradition fremtræder særligt markant. Det er ikke tilfældigt — museet har gennem årene udviklet en profil, der prioriterer det eksperimenterende og formbevidste frem for det letfordøjelige. Denne fokusering på konstruktivisme og konkret kunst skiller Esbjerg ud fra mange andre danske provinsbyer, hvor kunstmuseerne ofte har en bredere, mere almen samling af dansk guldalder og modernisme.
I 2017 modtog museet Bikubenfondens udstillingspris Vision 2017 for en udstillingsidé, der gentænker det klassiske wunderkammer som aktuel udstillingsform. Prisen understreger museets position som et sted, hvor traditionelle opfattelser af, hvad en udstilling er, udfordres og gentænkes. Museet fungerer som et æstetisk laboratorium, hvor kunstnere ofte får frirum til at afprøve anderledes ideer. Det gør besøget til noget andet end en rundtur i faste rammer — her kan du støde på formater og tanker, der ikke er afprøvet andre steder først. For kunstnere betyder det, at museet kan være et sted at teste ideer, der er for usikre eller ukonventionelle til de større, mere risikoaverse institutioner.
For Esbjerg som by er kunstmuseet en påmindelse om, at byen tidligt insisterede på at have en kulturel infrastruktur. Mens mange provinsbyer ventede til langt op i 1900-tallet med at etablere kunstinstitutioner, var Esbjerg tidligt ude. Det fortæller om en by, der — måske netop fordi den var ung og uden lang historie — skulle skabe sin egen identitet med vilje. Kunstmuseet er en del af den fortælling: en institution, der fra starten har været drevet af lokalt engagement, og som stadig i dag fungerer som et sted, hvor kunstneriske eksperimenter har plads. Det er en institution skabt af borgerne, ikke nedlagt ovenfra, og den profil mærkes stadig.
Stedets egen side: eskum.dk