Det er ikke mange byer, der kan sige, at deres fiskerimuseum blev undfanget midt under en verdenskrig. Men Fiskeri- og Søfartsmuseet, som åbnede i april 1968, har sine rødder i en idé fra journalisten Hakon Mielche tilbage i 1941. At det tog 27 år fra tanke til indvielse siger noget om, hvor stor en mundfuld det var at samle Esbjergs maritime arv under ét tag — med akvarium oveni. Nu, efter mere end et halvt århundrede ved havnen, er museet blevet en del af Museum VEST fra 1. januar 2024.
Dengang planlægningskomiteen blev nedsat i 1962, var Esbjerg en anden by end i dag. Fiskeriet var ikke bare erhverv, det var identitet. At begynde indsamlingen af genstande samme år, som museet blev stiftet som selvejende institution, viser, at der var en fornemmelse af, at noget væsentligt var ved at forsvinde — eller i hvert fald ændre sig så grundlæggende, at det skulle dokumenteres. Det er den slags beslutninger, man er taknemmelig for et par generationer senere. I en by, der var vokset eksplosivt fra fiskerlejet til industrihavn på under et århundrede, var der brug for et sted, der kunne holde fast i, hvordan det hele startede.
Fra starten var der saltvandsakvarium, hvilket dengang var usædvanligt for et museum. I 1976 kom sælbassinet til, og pludselig var der levende dyr i havnebyen igen — om end i en lidt anden kontekst end den generationer af fiskere havde kendt dem i. At museet blev statsanerkendt som kultur- og naturhistorisk specialmuseum i 1972 betød, at det ikke bare var en lokal seværdighed, men blev anerkendt som videns- og forskningsinstitution. Det satte Esbjerg på landkortet som mere end blot erhvervsby.
I 1989 fik museet sit udendørs område, der genskaber fiskerlejer, mindre havne og træskibsværfter, som de så ud omkring 2. verdenskrig. Det er den slags rekonstruktion, der kan virke lidt musealt i ordets dobbelte betydning, men den giver en fornemmelse af skalaen i det gamle kystliv — hvor tæt folk boede på hinanden, hvor smalle kajerne var, hvor håndværkspræget alt var, før industrien for alvor tog over. Det er en påmindelse om, at Esbjerg ikke altid har været domineret af store trawlere og containerkraner. Det er også en kontrast til resten af byen, hvor næsten alt er bygget til at være funktionelt og fremadrettet.
Museet ejer også E.1 'Claus Sørensen', den sidste sejlende trækutter i Esbjerg. At den stadig kan sejle, er ikke bare nostalgi — det er levende håndværk og vedligeholdelse af viden om, hvordan man byggede og drev fartøjer, før dieselmotoren blev normen. Den slags både var omdrejningspunktet for familier og lokalsamfund, ikke bare erhvervsredskaber.
I 1994 fik museet sin egen forskningsenhed, som siden 2000 har været drevet i samarbejde med Syddansk Universitet. Det er måske den side af museet, som færrest esbjergensere kender til, men det understreger, at stedet ikke bare handler om at vise ting frem — der foregår reel forskning i maritime forhold, fiskerihistorie og kulturarv. At museet er blandt de 50 mest besøgte turistattraktioner i Danmark vidner om, at det har formået at formidle det hele på en måde, der rækker ud over det snævert lokale.
Med fusionen ind i Museum VEST forsvinder navnet Fiskeri- og Søfartsmuseet efter mere end 50 år. Stedet selv bliver der, genstandene bliver der, sælerne bliver der. Men sammenlægningen er også et tegn på, at Esbjergs forhold til havet ikke længere kan forstås isoleret — det hænger sammen med den bredere udvikling i Sydvestjylland, med energi, klima og den måde, kysten bruges på i dag. Museet var engang en dokumentation af, hvordan det havde været. Nu bliver det en del af en større fortælling om, hvordan det hele hænger sammen.
Stedets egen side: fimus.dk