Ravudstillingen på Esbjerg Museum viser objekter, der er op til 10.000 år gamle — langt ældre end byen selv, som først blev grundlagt i 1868. Det er på sin vis karakteristisk for Esbjerg, at byens museum rummer mere forhistorie end byhistorie. Mens andre danske byer kan trække på århundreders borgerskab og middelalderkirker, må Esbjerg hente sin dybde et andet sted: i de spor af jernalderen og vikingetiden, som blev efterladt i landskabet, før havnen overhovedet var tænkt. Det skaber en særlig situation, hvor byens kulturelle hukommelse i højere grad handler om regionen end om selve byen.
Museet åbnede i 1941 med samlinger om byens og områdets historie, og det har siden holdt til i en bygning, der faktisk blev opført til et helt andet formål. Den røde murstensbygning på hjørnet af Torvegade og Nørregade blev tegnet af arkitekterne Christian Hjerrild Clausen og Harald Peters og stod færdig i 1926 som centralbibliotek. Den er især kendt for sit karakteristiske mansardtag, som giver bygningen et markant udtryk i bybilledet. I 1985 flyttede museet hertil, da biblioteket fik nye lokaler — endnu et eksempel på, hvordan Esbjerg konstant har måttet omdefinere sine funktioner i takt med byens udvikling. Placeringen midt i byen, hvor Torvegade møder Nørregade, siger noget om museets rolle: det ligger ikke isoleret, men som en del af hverdagen i bykernen.
De permanente udstillinger spænder bredt. Ud over ravudstillingen, der dokumenterer brugen af rav helt tilbage fra stenalderen med hundredvis af objekter, kan man også opleve udstillinger om jernalderen og vikingetiden. Det er perioder, der ofte føles fjerne i en moderne havneby, men som faktisk udgør det kulturhistoriske fundament for hele regionen. Ravudstillingen er særligt omfattende og viser, hvordan dette fossile harpiks har været brugt og værdsat gennem årtusinder — en påmindelse om, at vestjyderne har handlet og skabt langt længere, end moderne industri og fiskeri har eksisteret. Rav fandtes på stranden, før der var havn, før der var by. Det perspektiv giver museet adgang til en fortælling, som rækker langt ud over Esbjergs egen korte levetid.
I 2008 blev Esbjerg Museum en del af Sydvestjyske Museer gennem en fusion med Den antikvariske Samling i Ribe. Det var et udtryk for en større tendens i museumsverdenen, hvor mindre institutioner samles for at styrke forskning og formidling. For besøgende betyder det, at museet i dag indgår i en bredere sammenhæng, hvor Esbjergs relativt korte byhistorie sættes i perspektiv af den langt ældre historie i Ribe og resten af Sydvestjylland. Ribe kan se tilbage på vikingetiden som byhistorie; i Esbjerg er den samme periode forhistorie, noget der skete, før nogen overhovedet forestillede sig en by her.
Museet driver også det historiske Esbjerg Vandtårn, som står som et af byens vartegn. Det viser, at institutionen ikke kun handler om udstillinger bag glas, men også om at forvalte de fysiske spor, der fortæller om, hvordan Esbjerg voksede fra ingenting til en af Danmarks største byer på få generationer. Vandtårnet er en del af den industrielle arv, som museet hjælper med at bevare.
I 2014 vandt Aart Architects en konkurrence om udvidelse af museet. Det signalerer, at institutionen stadig er i bevægelse — både bogstaveligt og i overført betydning. For en by som Esbjerg, der hele tiden har måttet tilpasse sig nye økonomiske og kulturelle virkeligheder, er det passende, at også museet udvikler sig. Bygningen fra 1926 skal rumme mere, end den oprindeligt blev bygget til, ligesom byen selv.
At besøge Esbjerg Museum handler ikke om at opleve storslåede samlinger på niveau med nationalmuseer. Det handler om at forstå, hvad der var her, før byen kom — og hvordan byen siden har forholdt sig til sin egen mangel på dybde. Det gør museet til et sted, der fortæller noget væsentligt om Esbjerg: at man kan være ung som by og stadig stå på tusinder af års historie.
Stedets egen side: musvest.dk