Café Danmark

Når en restaurant holder i 120 år, er det ikke bare en bedrift — det er et bevis på noget ved byen selv. Café Danmark på Vesterhavsgade 37 er Esbjergs ældste restaurant, og det faktum fortæller noget væsentligt om vestjysk vedholdenhed og evnen til at drive forretning uden at følge hver ny trend. Her serveres der stadig smørrebrød, som det altid er blevet gjort, og det er tydeligvis det rigtige valg: I 2023 vandt restauranten prisen for årets smørrebrød af Den Danske Spiseguide.

Historien begyndte i 1904, da Mads Buch etablerede Gæstgivergården Danmark i Skolegade 41. Dengang var Esbjerg stadig en ung by — kun godt 30 år gammel — men allerede i fuld vækst takket være fiskerihavnen. I 1917 flyttede Buch sin forretning til Vesterhavsgade 37 og ændrede navnet til Café Danmark. Det er den adresse, restauranten stadig holder til på, et stenkast fra stationen og centrum. Vesterhavsgade var dengang — og er stadig — en af byens centrale årer, hvor handel og gastronomi naturligt hører hjemme. At en restaurant fra 1917 stadig fungerer her, vidner om en beliggenhed, der har overlevet alle skiftende byplaner.

Under besættelsen i 1940 fik Café Danmark et kunstnerisk løft, da Esbjerg-maleren Carl Kock blev hyret til at lave glasmalerier med havfruemotiver. De hænger der stadig, og de udgør et af de få bevarede eksempler på Kocks arbejde i byen. At motivet er havfruer er næppe en tilfældighed — Esbjerg har altid set mod havet, og kunsten i en café afspejler den identitet. Glassene giver lokalet et særpræg, som moderne restauranter har svært ved at kopiere, uanset hvor mange penge de smider efter en indretningsarkitekt.

I begyndelsen af 1946 overtog Anna Elkær Jepsen Café Danmark på sin 40-års fødselsdag. Hun kom til at drive caféen i 46 år — helt indtil hun var 86 år gammel. Det er en periode, der dækker hele efterkrigstiden, fiskerihavnens storhedstid og byens gradvise forvandling til moderne serviceby. Hendes indsats blev anerkendt, da hun som 83-årig blev æresmedlem af Sydvestjysk Restauratørforening. Sådan en lang ledelse giver et sted sjæl — stamgæster, der bliver til venner, og traditioner, der sætter sig i væggene. Det er en driftsform, der minder om familieejet fiskeri eller værftsarbejde: noget man bliver ved med, fordi det er ens livsværk, ikke fordi det nødvendigvis giver mest økonomisk mening.

Efter Anna Elkær Jepsens tid skiftede restauranten hænder flere gange, indtil Susanne og Jan Færch overtog i 2015. De har videreført traditionen for smørrebrød, hvilket prisen fra Den Danske Spiseguide i 2023 bekræfter. Det er værd at bemærke, hvad den pris betyder: I en tid hvor mange restauranter jagter Michelin-stjerner og New Nordic-koncepter, vinder Café Danmark ved at gøre det klassiske godt. Det er en påmindelse om, at der er plads til håndværk i det danske køkken, og at smørrebrød — når det laves ordentligt — stadig kan måle sig med langt mere ambitiøse køkkener.

At Café Danmark stadig eksisterer siger noget om Esbjerg. Byen har altid været pragmatisk — bygget på fiskeri, olie og shipping — og her passer en restaurant, der ikke prøver at være noget, den ikke er. Ingen fusion-eksperimenter eller molekylær gastronomi, bare solidt håndværk på basis af gode råvarer. Det er måske ikke sexet, men det holder. I et bylandskab, hvor restauranter kommer og går med en foruroligende hastighed, er der en form for tryghed ved at vide, at Café Danmark stadig står der på Vesterhavsgade. Esbjerg er ikke København, og det har aldrig været meningen — her fungerer det, der virker, ikke det, der ser godt ud på Instagram.

Når man går forbi Carl Kocks havfruemalerier og sætter sig til et stykke smørrebrød, sidder man et sted, der har set fem generationer af esbjergensere komme og gå. Det gør ikke maden bedre i sig selv, men det tilføjer noget, som ingen ny restaurant kan købe sig til. Kontinuitet er sjældent i det moderne Danmark, og det gør Café Danmark værd at besøge — ikke som museum, men som fungerende del af byens liv.